Ny rapport: Odense&Co har begået lovbrud
ODENSE: I kølvandet på Fyens Stiftstidendes omtale af Odense Kommunes sponsorat til rockstjernernerne Sting og Paul Simon, og hvad kommunen egentlig har fået for pengene, dukker der endnu større problemer op på økonomiudvalgets bord onsdag, skriver TV2 Fyn.
En analyse af Odense&Co's hidtidige arbejdsindsats, som stadsdirektør Stefan Birkebjerg har foranlediget, viser, at kommunens vækstorganisation har haft massivt rod i sine papirer, har overtrådt offentlighedsloven, har alvorlige trivselsproblemer og fra en start ikke har haft styr på, hvad kommunen egentlig har fået for de penge, der er investeret i events, robotter, festivals og andre vækstinitiativer.
Ifølge analysen, som økonomiudvalgets medlemmer har fået eftersendt til mødet, har en væsentlig årsag til problemerne været, at Odense&Co med vilje er tænkt som en organisation, der ikke skulle hvile for meget på tunge kommunale traditioner. Det har betydet, at organisationen er stødt ind i andre væsentlige problemer, skriver TV2 Fyn.
Syv chefer på tre år
Odense&Co har haft syv chefer på tre år på grund af ledelsesmæssige samarbejdsproblemer, massive trivselsproblemer og en mangelfuld kommunal kultur.
En gennemgang af konkrete kommunale dokumenter viser 'mangelfuld eller slet ingen journalisering af relevante dokumenter i sagerne'. Det har bevirket, at det har været særdeles vanskeligt at finde relevant materiale ved anmodninger om aktindsigt.
'Den manglende overholdelse af en lovfæstet forpligtelse er yderst kritisabel og uacceptabel', hedder det.
Der har også været problemer med at leve op til lovkravet om notatpligt.
'Det har vist sig i konkrete tilfælde, at der ikke i tilstrækkeligt omfang er fulgt op på aftaler, der er indgået og dermed ikke i tilstrækkeligt omfang, er gjort brug af de ydelser, der er betalt for som følge af aftalerne', hedder det videre.
Rejser og repræsentation
Det har også været nødvendigt at stramme op på organisationens fortolkning af, hvornår medarbejderne kan få udbetalt rejser, transport og repræsentation.
'Der har vist sig væsentlige problemstillinger i forhold til at leve op til interne retningslinjer i Odense Kommune og udfordringer med at overholde almindelige forvaltningsmæssige principper for offentlige organisationer', fastslår analysen.
Odense på landkortet
Generelt udtrykkes der tilfredshed med, at organisationen har fået Odense på landkortet inden for events, festivaller, robotteknologi og droner, men i organisationens første fase har der ikke været fokus på, om man har fået effekt for pengene, hedder det i analysen.
Ifølge analysen er der taget initiativer til at forbedre forholdene inden for alle de nævnte forhold.
Odense&Co er et partnerskab mellem Odense Kommune, det private erhvervsliv og offentlige institutioner.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.